---

SKANDINAVISK GRÆNSEOVERSKRIDENDE KORRESPONDANCE #1

Lærke Malmbak
Forfatter.

---

April 2026

Kære Therese

Jeg er netop vendt hjem til Danmark efter endnu en samling ved
Forfatterstudiet i Tromsø. Turen har sat tanker i gang. Om arbejdet med
min tekst, selvsagt, men også om planter og træer og risikoen for at blive
fuldstændig afklædt, når naturforestillinger krydser landegrænser via skriften.

Situationen må hellere forklares.

Under en nærlæsning af det romanuddrag, jeg havde bragt med til
samlingen, dukkede sætningen Vi gik tur i skoven med Norma og Kaj i
barnevognene op. En medstuderende – lad os for diskretionens skyld kalde ham A.S.I. – anfægtede troværdigheden i den golde sætning. Hvordan kunne barnevognene på så uhindret vis bevæge sig gennem skoven, spurgte A.S.I. Måtte jeg ikke som grundig forfatter, der ville sin læser, give sproglige indikationer på, hvor tæt bevoksningen var? Skulle jeg ikke som minimum etablere en sti?

Du kender selv til den prækære situation, der kan opstå, når man sidder i
undervisningslokalet på Grønnegata 94 og bliver læst. Du ved, dér, hvor
sandheden stiger så åbenlyst op inden i dig, bare ikke i dine læsere, og du må helst ikke sige noget. Sådan er nærlæsningsformatet.

I situationen kom en anden medstuderende – L.L. – mig heldigvis til
undsætning. L.L. er norsk, men har engang boet i Århus. Danske skove,
sagde L.L., er alle ordnede. Ingen læser i Danmark vil have problemer med at forestille sig den velholdte sti, der løber under barnevognene og ind og ud af hver en afkrog i naturen. Sandt, brød vores underviser A.O. nu ind. I tillæg må man huske, at barnevogne i dag har ganske robuste dæk. Men – og nu vendte A.O. sig mod mig med et alvorligt udtryk, der godt kan gøre mig nervøs – kalder man faktisk træerne i Danmark for skov?

Jeg står nu herhjemme ved bogreolen og leder efter et vidnesbyrd fra en
nordmand, mens jeg tænker på samtalen. Til A.O.’s bemærkning lo jeg først. Højt og afvæbnende. Nu stikker alting i mig. Over hvor meget afsløring, kommentarerne holdt på. Over, hvor forskellige indre billeder ordet ’skov’ kan skabe, alt efter hvor i verden du er fra. At nogen – som med så meget andet – er heldigere end andre.

På øverste hylde i bogreolen falder mit blik på ryggene af Min Kamp. Det
irriterer mig, at det er der, opmærksomheden først lander. En dansker, der læser en nordmand. Karl Ove Knausgård. Så oplagt. Men tilmed omslagene på den danske udgivelse af serien er frankeret med en dyb, mørk granskov. Og overalt på siderne springer den frem. Som en duft af varm bark og nåle. Som skarpe klipper under mos. Som fossens enorme lyd.

Sagen er, at jeg lærte den norske skov at kende gennem Knausgård, før jeg oplevede den med egen krop. Men samtidig kender jeg ikke denne skov. Ikke som en intuitiv skov. Ikke som en skov, du kan vække mig klokken tre om natten og bede mig beskrive.

Derimod kender jeg de artige klynger af bøg, eg, birk og fyr, som pletvist
spreder sig ud over femten procent af Danmarks samlede areal. Når jeg går tur i det, jeg altså kalder skoven (og jo, der er en fin, bred sti, hvor jeg
træder), må jeg bevæge mig med samme selektive blik, som jeg kender fra at skrive. Jeg vender mig væk fra alt det, jeg ikke ønsker belyst: skovens evige afgrænsning ud mod en mark; de nøgne stykker, hvor stat og lodsejere hugster ivrigt; stammerne samlet i vandrette stabler som lig langs stierne. Var gåturen en roman, ville det være en tvivlsom roman. Vegetativt nærringsfattig og hurtigt overstået. Fortalt af en yderst upålidelig fortæller.

Sandheden er, at min skov er ingen skov. Den er kultiveret. Planlagt. Altid underlagt nogens hånd. Hvor ofte har jeg ikke drømt mig ind i noget vildt og ufremkommeligt. Noget, man kan forbinde sig med, måske endda gå i opløsning i. Som i den urskov, der gror urørt på siderne i Charlotte Weitzes roman Rosarium, hvor kroppe slår rod og forsvinder ned i mulden. Alting lyser. Det er en cyklus: Om morgenen blusser skoven galdegul. Birken og hægen er vågnet og dufter af regn. Oppe i elmen, hvor de hejste hinden til vejrs, snerrer en flueflok om kødet. Nede er anemonerne foldet ud. Det er så let at trække vejret. Himmelen på jorden, hvide solpletter overalt!

Til slut spørger jeg altså misundeligt og nysgerrigt: Hvor meget vurderer du, at man må etablere en norsk skov, før det er litterært forsvarligt at sende et køretøj med ganske robuste dæk gennem den? Og findes der en særlig skov et sted i litteraturen, du selv drømmer dig væk til?

// Lærke

---

SKANDINAVISK GRÆNSEOVERSKRIDENDE KORRESPONDANCE er en samtale om litteratur og skriving på tvers av språk og landegrenser, og skrives av forfatterne Therese Bakkevoll og Lærke Malmbak.

Therese Bakkevoll (f. 1975) er fra og bor i Tromsø. Hun har studert ved Forfatterstudiet i Tromsø og Litterær Gestalting. Jobber som miljøterapeut ved siden av å skrive. Hun ga ut romanen Tallboy (Samlaget) i 2023 og sitter for tida i kunstnerutvalget til Ordkalotten litteraturfestival.

Lærke Malmbak (f. 1991) bor i Odsherred i Danmark. Hun studerer på forfatterstudiet ved Kunstakademiet i Tromsø, og er utdannet cand.scient.pol. Hun arbeider ved siden av sin kunstneriske praksis som skriveunderviser hos Forfatterskolen for unge. Hun debuterte med romanen Vi legede gemmeleg med verden (Byens forlag) i 2023, og skriver fast for Dagbladet Politiken.

---

Les mer